Apps, android, App-store, android market, iPhone og smartphone – måske hører du til dem, der enten gyser eller er bedøvende ligeglad, når du hører disse moderne udtryk, og man kan da også leve et både langt og lykkeligt liv uden nogensinde at beskæftige sig med dem.

Men der er ingen grund til at lade sig skræmme, for sætter man sig lidt ind i den verden, vil man dels opdage, at den ikke er så farlig endda, dels at disse ting faktisk kan være ganske gavnlige, når du tager på campingferie og gerne vil have lidt information, der kan gøre livet som campist lidt lettere. Læs meget mere om CampingApps på siden icamp.dk.

Smartphones er som skabt til camping

En smartphone er en moderne mobiltelefon, der, som den skarpe læser vil have bemærket, er et engelsk ord for en smart telefon. Det smarte ligger ikke kun i et fikst udseende, men også i, at telefonerne er mere intelligente end tidligere mobiltelefoner.

De moderne smartphones kan naturligvis både ringe og sende sms, men derudover er de nærmest at sammenligne med små computere, der blandt meget andet har indbygget GPS, kan gå på internettet med høj hastighed og har en så god skærmopløsning, at man kan læse nyheder og se videoklip og -film i fin kvalitet.

Inden for det seneste år er salget af smartphones nærmest eksploderet, og hvor de tidligere var meget dyre og forbeholdt de få, er de i dag faldet i pris og blevet langt mere udbredt. Samtidig er kvaliteten og hastigheden kun gået én vej – opad. I dag er over halvdelen af de mobiltelefoner, der sælges, smartphones. I løbet af få år vil der næppe være ret mange af de ”gammeldags” mobiltelefoner tilbage.

iPhone – og alle de andre

Den bedst kendte smartphone er iPhone fra amerikanske Apple. iPhone har sit eget styresystem, og Apple var smarte nok til i samme moment at lave en App-store, som er en ”butik” på nettet, hvor man kan gå ind og købe sine Apps – der er en forkortelse for applikationer, som er små programmer til smartphones.

Men de andre store spillere på telemarkedet ville naturligvis ikke blot sidde med hænderne i skødet og se passivt til, mens Apple tog hele kagen selv. Derfor lancerede søgeportalen Google sit eget styresystem til smartphones og gav det navnet Android.

Samtidig lavede Google et Android Market, hvor der kunne hentes programmer og tilbehør. Teleproducenten HTC var hurtig på aftrækkeren og brugte Android-systemet i sin smartphone, der fik navnet HTC Magic, som kunne byde iPhone op til dans og dermed sørge for en konkurrence, der har været til kundernes fordel i form af faldende priser. Alle disse smarte telefoner kan altså give alle campister en masse nyttige CampingApps.